lørdag den 27. januar 2018

Sammenklappelig kravlegård

Jeg berørte min mors sygdom i sidste indlæg, i dag vil jeg tale lidt om de mere praktiske udfordringer ved at min mor er syg, når nu Møffen har den størrelse han har.
Møffen er 8 måneder på onsdag, og de tider hvor man kunne lægge ham på et tæppe og regne med at han blev liggende føles som et fjernt minde. Han maver sig rundt og piller ved ALTING, og eftersom mine forældres stue ikke ligefrem var børnesikret i forvejen og nu har en tilføjelse i form af enorme mængder plejeudstyr og medicin, tør jeg ikke lade ham kravle rundt på gulvet i nogen større udstrækning. Samtidig bliver han vildt utålmodig når han bare sidder hos os, og VIL ned og kravle.
Det er så her en sammenklappelig kravlegård kommer ind i billedet. Vi har købt en Summer Infant Pop 'N Play Playpen, fra amazon. Den kan slås sammen til på størrelse med et lille telt og kommer med en transportpose. Foreløbig er vi vældig glade for den og bruger den også herhjemme, f.eks. i arbejdsværelset og syværelset (og på længere sigt sikkert også i køkkenet) hvor vores almindelige kravlegård ikke kan flyttes hen (med mindre vi skiller den ad). Vi lægger en juniordyne i bunden (bunden er et tyndt nylonlag), så den ikke er helt så hård at sidde i, og så sidder han ellers og siger dadada og leger med det legetøj vi lægger ned i den.

Den er genial at have med rundt til besøg hos folk der ikke har børnesikrede hjem, til sommer kan den tages ud på græsplænen og bruges herhjemme. Hvis man ikke har plads i sit hjem til en permanent kravlegård, er denne her en fin løsning der kan klappes sammen og stilles væk når barnet sover. Den er også rigtig fin til bedsteforældre der gerne vil kunne sætte barnebarnet fra sig og gå på toilettet hvis de er alene med dem.

fredag den 19. januar 2018

Når det er hårdt

Da Møffen var 4 dage gammel blev min mor indlagt på hospitalet. En uge efter var hun hjemme igen, med en kræftdiagnose, og efter ca 2 måneder med behandling og undersøgelser fik vi beskeden at der ikke var noget at gøre og det var et spørgsmål om tid.
Det føltes grænseløst urimeligt at den tid der skulle være den lykkeligste i vores liv, vores lille boble af baby-lykke skulle smadres på den måde og jeg fældede mange tårer over angsten for at miste min mor og af raseri mod et ukendt mål over at det skulle ramme lige når jeg selv var blevet mor. Jeg hulkede derhjemme, jeg hulkede på hospitalet da jeg blev undersøgt igen (til lægen og sygeplejersken der undersøgte mig), da jeg skulle opereres igen (til anæstesisygeplejersken der holdt mig i hånden under operationen), hos egen læge da Møffen skulle til 5 ugers undersøgelse, når ammesmerterne satte ind og hos min psykolog. Samtidig var jeg jublende lykkelig over min lille baby. At man kan være så lykkelig og så ulykkelig på samme tid undrer mig stadig, nu hvor hverdagen er sat ind.

Min mor er stadig meget, meget syg. Mit hjerte ryger op i halsen når telefonen ringer og det er min søster eller min fars navn på skærmen. Det er så utroligt svært at være ny mor når ens familie er så presset, når dem man havde regnet med skulle være der til at støtte en i forældreskabet ikke kan være der. Når man er nødt til at sige nej, fordi det er bedst for baby. Når man har permanent dårlig samvittighed over ikke at gøre mere. Når man ser sin familie strække sig til det yderste, og man selv må stå på sidelinjen fordi baby har brug for en. Når man mangler sin egen mor.

Indlægget her blev lidt rodet, men sådan ser min verden ud lige nu. For at citere min veninde "ens mor må ikke blive syg, når man selv lige er blevet mor". Det burde være en lov.

💓

mandag den 1. januar 2018

Hvad du ikke vidste om at være gravid

Godt nytår og velkommen til 2018!
Vi fejrede aftenen på matriklen, med en flok kemi-venner, herunder en gravid kemi-veninde og en anden kemi-venindes 2-årige.
Møffen klarede aftenen fint, men Missen syntes bestemt ikke fyrværkeriet var sjovt, og tilbragte det meste af aftenen under kravlegården.
Jeg kom tidligere i dag til at tænke tilbage til min graviditet (Møffen blev 7 måneder i går), og hvor meget jeg ikke kunne fordrage at være gravid. Jeg elskede opmærksomheden man får som gravid og jeg elskede idéen om at være gravid, men jeg havde det faktisk rigtig dårligt det meste af tiden. Jeg tænkte undervejs på at skrive en liste over de ting der i en eller anden udstrækning kom bag på mig mens jeg var gravid, og den kommer her:

- Større bryster
Jeg vidste godt at man får større bryster under graviditeten. Hvad jeg ikke vidste er hvor pisseirriterende større bryster er! De var ømme, jeg kunne ikke ligge ordentligt uden de var i vejen og jeg blev ved med at støde tind ind i dem, fordi jeg ikke var vant til dem. Hvis jeg kunne sende en besked tilbage til 16-årige mig, ville det ikke være "det skal nok gå" eller "ham der din småirriterende ven (Kemifar), ham skal du holde fast i", men derimod "du ender aldrig på mere end en lille A-skål - og det er helt i orden!".
Jeg vænnede mig dog til dem efterhånden.

- Kvalme
Morgenkvalme har vi alle sammen hørt om og også at det som regel går væk efter første trimester. Jeg havde heldagskvalme fra 1. oktober til midten af februar, og derefter bare lidt kvalme jævnligt... puha.

- Næseblod
Den øgede blodcirkulation i kroppen (og den øgede mængde blod) giver forhøjet risiko for næseblod. Og blødende tandkød.

- Presset blære.
Jeg vidste godt at man skal tisse ofte som gravid. Men det kom alligevel bag på mig HVOR ofte jeg skulle forbi toilettet. I det mindste var mine kollegaer godt underholdt af det.

- Parasit
Du vokser et levende væsen inde i din krop. Hvis du nogle gange synes det er en lille smule freaky, så er du ikke alene! For mig handlede det meget om at prøve at lade være med at tænke på det, og så forsøge at behandle det med humor. Nøj hvor fik jeg mange forargede blikke når jeg omtalte ham som min (tidsbegrænsede) parasit.

- Træthed
Sååå træt. Jeg har aldrig i mit liv været så træt. Og så kan man se frem til at der kommer en lille baby og ødelægger ens nattesøvn.

- Graviditet er ikke en sygdom
Det læser og hører man mange steder, og det er jo også rigtigt nok. Men jeg havde det nu som om jeg havde en snært af forkølelse under hele min graviditet (nogle gange mere end en snært!). Jeg følte mig simpelthen syg.

- Man kan få hæmorider EFTER fødslen!
Det syntes jeg altså var rigtig tarveligt, en uge efter!

- Laaangt ned til gulvet
og til dine sko. Gå efter noget uden snørebånd!


Listen bliver muligvis udvidet efterhånden som jeg kommer i tanke om mere, men den illustrerer meget godt at jeg ikke nød min graviditet synderligt. Jeg elsker Møffen over alt på jorden, men fuck hvor jeg ikke elskede at være gravid. Og det er helt normalt og helt okay!

onsdag den 20. december 2017

{SPONSORERET} Saal Digital Fotobog

{SPONSORERET INDLÆG}

Jeg fik muligheden for gratis at teste en fotobog fra Saal Digital, via et opslag fra deres Facebookside, mod at skrive en anmeldelse.
Vi valgte at lave en fotobog med billeder af Møffen til en julegave, og da jeg har lavet en del fotobøger tidligere, gik jeg til opgaven med entusiasme! Siden Møffen blev født har jeg taget et billede hver gang han er fyldt en uge, og jeg tænkte at de billeder ville udgøre en fin fotobog. Jeg havde modtaget en rabatkode på 225 kr, og startede med at downloade den software der skal bruges til at designe bogen.
Her valgte jeg så den almindelige fotobog, 26 sider i A5 format, til 178,- og blev derfor en kende forbavset da prisen stod til 223,-. Det viste sig at være fordi jeg skulle fravælge højglans fotopapir, til fordel for en mat overflade hvis jeg ville spare de 45 kr. Jeg valgte at beholde højglans, da bogen var til en gave.
Så skulle jeg i gang med at designe bogen, og her må jeg indrømme at jeg stod lidt af. Det irriterede mig grænseløst at jeg ikke kunne få lov at vælge et billedlayout først, og så placere billederne i de "frames" hvor jeg synes de skulle være. I det hele taget virker programmet for mig ikke synderligt intuitivt, og uden megen selvbestemmelse over designet. Men med et enkelt billede på hver side lykkedes det mig dog at få billederne sat i den rigtige rækkefølge, og bestilt bogen for 39,- i porto.
Så var det bare at vente på at bogen kom!
Jeg var meget spændt da jeg pakkede bogen op, men blev umiddelbart en lille smule skuffet da jeg fik den ud af kuverten. Billedkvaliteten på printet er helt fin, men siderne er meget stive, som karton, og jeg havde forventet tyndere (lidt mere lækre) sider, som jeg er vant til fra andre fotobøger. Samtidig har bogen en udefinerbar "klippe-klistre" fornemmelse, måske på grund af de stive sider.
Jeg er ikke i tvivl om at fotobogen kommer til at skabe glæde hos modtageren, men nok mere på grund af de billeder der er i den, end på grund af den kvalitet den er lavet i.
Der er sikkert nogen der foretrækker de stivere sider i bogen, men næste gang jeg laver en fotobog vil jeg gå efter et mærke med en anden design-software og tyndere sider.
Dog vil jeg understrege at jeg synes kvaliteten af printet i sig selv var højt, så jeg vil ikke afvise at jeg kunne finde på at prøve at bestille en af de andre varetyper (fremkaldelse, vægbillede, kalender, plakat osv.) en anden gang.

Jeg vil også sige at jeg synes Saal Digital havde fantastisk kundeservice, da min rabatkode udløb fordi strømforsyningen i min computer brændte sammen, forlængede de koden så jeg havde mulighed for at lave bogen færdig da min nye strømforsyning kom.

torsdag den 14. december 2017

Voksipose (og lignende)

Da jeg var gravid, og prøvede at finde hoved og hale i hvad man skal anskaffe sig til sådan en lille størrelse, stødte jeg på voksiposer. En slags sovepose som man snører barnet ind i, og som kan bruges i stedet for en lift. De fleste steder blev den beskrevet som fuldstændig uundværlig, men uden at jeg rigtig kunne læse mig frem til hvorfor. Til sidst endte vi med at vælge den fra, fordi jeg ikke rigtig kunne gennemskue den.
Da Møffen så var blevet født, spurgte min veninde om vi ville låne deres voksipose (som godt nok er et andet mærke end voksi), og jeg tænkte at det ville vi da gerne, så kunne det jo være jeg kunne gennemskue den. Samtidig arvede vi en masse tøj og ting fra Kemifars kusine, heriblandt en voksipose (denne fra Brio, jeg har altså ingen erfaring med dem fra Voksi).
Da Møffen var et par uger gammel prøvede jeg at pakke ham ind i en af poserne, og han forsvandt nærmest. Jeg kunne slet ikke se at det skulle være smart? Poserne fik lov at ligge i et hjørne og samle støv.
Fast forvard til 4 måneder, hvor vi anskaffede os en Trille Jogger klapvogn. I begyndelsen fik Møffen en flyverdragt på i klapvognen, og jeg overvejede om han kunne have en dyne på uden at den faldt af. Og så slog det mig, voksipose. Jeg fandt begge poser frem, konstaterede at den min veninde havde lånt mig havde to huller (til en barnevognssele), og den vi havde arvet havde huller til en trepunktssele - men klapvognen har en fempunktssele. Jeg målte op og klippede huller i både pose og dyner (i den arvede pose, ikke den lånte).
Så monterede jeg posen i klapvognen, og der har den ligget lige siden. Klapvognen kan ovenikøbet slås sammen med posen i!
Den anden pose, som jeg lånte af min veninde, bruger vi i barnevognen, hvor den er rigtig praktisk til et lille bæst som mit, der sparker dynen af :)
Min konklusion på voksiposer er at de er rigtig praktiske når babyerne bliver lidt større, især til brug i klapvogn.
"Voksipose" i Babytrold Jogger Klapvogn

lørdag den 9. december 2017

Vovse


I barselsgave fik vi en "vovse" af min faster. Vovsen er en sengerand til tremmesengen, som kan købes færdig eller syes efter et mønster, begge dele kan bestilles her. Den er lavet af ByCosinus, og vi er vilde med den. 


Den blev lagt i tremmesengen da den kom hjem til os, og den gør lige tremmesengen lidt mere hyggelig (og lidt mindre, når man bare er en lille Møffe).
Nu hvor Møffen er begyndt at sove på siden, putter han sig op mod vovsen. Når han vågner om morgenen, ligger han og griner i sin tremmeseng, mens han laver "bænkpres" med vovsen (så ved jeg at han ikke vil sove mere).
Vi er meget glade for vores vovse, og min plan er at den skal med over i hans næste seng, når det engang bliver aktuelt. Jeg har også anskaffet mønstret, og planlægger at sy en vovse til min veninde der er gravid.

Stofbleer

Da jeg var gravid med Møffen, spurgte jeg folk med børn om der var noget jeg havde glemt. Noget uundværligt, som man ikke ved man har brug for, før man står og mangler det. Svaret som alle gav mig:

Stofbleer. Flere end du tror.

Min søde kollega fortalte at de kørte med et system hvor hvide stofbleer blev brugt til bleskift og kulørte til alt andet. Det koncept kunne jeg godt lide (og har senere hørt om mange, mange andre der gør ligesådan), så det besluttede vi os for at følge. Vi købte kulørte stofbleer fra Pippi, med rensdyr og vaskebjørne og hvide stofbleer fra babysam.
Da vi kørte på hospitalet havde vi ca. 25 hvide stofbleer og 20 kulørte/mønstrede. Og så kom Møffen. Møffen havde, som de fleste babyer, afføring hele tiden, og hver gang vi skiftede ble brugte vi en hvid stofble. Og så var Møffen også en gylpetrold, og jeg brugte 1-2 stofbleer ved hver amning. Der gik ikke en uge efter vi kom hjem, før Kemifar sagde vi blev nødt til at købe flere stofbleer, og jeg kunne ikke havde været mere enig. Vi endte med ca. 35 hvide stofbleer og ca. 25 kulørte/mønstrede stofbleer - så var vi ikke nødt til at vaske dem hele tiden.

Møffen gylper ikke helt så meget mere, så vi har nu generelt rene stofbleer, og det er rart :)

Og når man så vasker de der stofbleer, så har jeg et par tips. Hvis du er ligesom mig gerne vil have at stofbleerne beholder deres kvadratiske facon, så vil jeg anbefale at folde dem på midten når du hænger dem op, så de hænger dobbelt. Eller tørretumble dem, hvilket gør at de bliver dejligt bløde (det gør mine ikke når de lufttørrer).