lørdag den 15. december 2018

Ham der, min mand!

Jeg har nævnt ham før, ham min mand.
I efteråret forelskede jeg mig i en coverstitch symaskine, en Janome 2000 cpx CoverPro. En coverstitch laver sømmen man kender fra t-shirts, og bruges til oplægning, og jeg var helt syg efter at eje en, og besluttede at se om den kom på udsalg til black friday. Det gjorde den faktisk, og med den smule rabat der var på den, de lidt billige priser i England og pundets kurs, sneg den sig ned på lige under 4000 kr. Jeg overvejede og jeg snakkede og snakkede og snakkede om den. Kemifar syntes jeg skulle købe den, som belønning for at have klaret det her hårde, hårde år, men jeg havde ikke råd. Hvis der skulle gives julegaver overhovedet, var det ikke muligt, og jeg tog den voksne beslutning ikke at bestille den (og vente og se om der måske kom bonus til foråret, og så se på det til den tid).
Fast forward til 15. december, Kemifars og min årsdag, 13 år i år. Vi giver traditionelt gaver til årsdagen, og jeg havde købt en bog til Kemifar han havde ønsket sig, en lidt personlig en, og jeg var egentlig godt tilfreds med mit valg. Jeg har været sløj den sidste uges tid (møgforkølelse), så da han stod op morges for at lave morgenmad lod han mig sove videre. Da jeg stod op da Møffen vågnede, og vi gik ind i stuen med gaven til Kemifar, stod der en kæmpe pakke på spisebordet. Sådan en der lige akkurat er på størrelse med en coverstitch. Meeen, det kan der være mange ting der er (jeg har f.eks. ønsket mig en ny hovedpude, den kunne sagtens være på den størrelse).
Kemifar åbnede sin gave først (som så lidt sølle ud ved siden af den gigantiske pakke) og blev glad for bogen, og så var det min tur. Jeg hev papiret af, og der stod den. Præcis den maskine jeg havde ønsket mig så brændende, og den var til mig.
Men jeg kunne ikke straks lege med den, da dagen var afsat til at pakke flyttekasser for min far, og da vi kom hjem ved 19-tiden her til aften skulle der lige ryddes op, Møffen skulle i bad og puttes, og så blev klokken hurtigt halv ni.
Og så spørger min dejlige mand om jeg ikke skal ned i syværelset og afprøve min maskine. Det skulle jeg naturligvis, og ved I hvad - den kører som en drøm!



onsdag den 17. oktober 2018

Nyt fra symaskinen


Jeg har vist ikke berørt min sy-hobby herinde før, men jeg har faktisk syet i årevis. Da jeg gik i 8. klasse tog jeg håndarbejde som valgfag, og den lærer der havde timerne hjalp mig med at sy en sort nederdel efter et onion mønster - og så var jeg hooked!
Jeg har i perioder brugt syning som terapi, da min mor flyttede til Afrika da jeg gik i 1.g, syede jeg stort set hver dag i en periode (dengang arbejdede jeg også i en stofforretning efter skole).
Jeg har syet fra gardiner til gallakjoler (både til mig selv og andre). Gallakjoler har altid været et favoritprojekt.
For tiden får jeg ikke syet så meget som jeg gerne ville, men jeg køber en del stof (ahem), både i den lokale, fantastiske stofbutik (som tager forbrugsforeningen!) og på nettet. Mest stof til at sy til Møffen af, som trøjen er et eksempel på. Stoffet er isoli købt fra stofkiosken.dk, og mønstret er et modificeret onionmønster (for jeg kan simpelthen ikke sy stolper!).
Jeg tænker at dele lidt syprojekter herinde fra tid til anden og håber på at få lidt mere tid til at sy. Der er i hvert fald en lækker uldjersey på vej med posten, som jeg skal have lavet noget til mig selv af!

mandag den 10. september 2018

Rengøring af Tripp Trapp stol

Hvis dit barns bordskik minder om Møffens, så ser jeres højstol nok rimelig ofte sådan her ud:

Mmm, øllebrød... Det her er fodpladen før rengøring. 

Jeg er ikke altid lige god til at få tørret den af med det samme (det sker faktisk meget sjældent), og så ender vi med indtørrede klumper af øllebrød som bare ikke er sjove at få af. Jeg har allerede fået skadet overfladebehandlingen af stolen med enten skuresvamp eller rengøringsmidler (jeg ved ikke hvilken af delene der gjorde overfladen mat, men mat blev den).
MEN!
Jeg har fundet et trick! Jeg ved ikke om alle andre allerede kender det, men hvis du ikke gør vil jeg gerne dele det med dig.
Jeg kalder det "våd klud tricket". (Catchy navn, jeg ved det...)
Det går simpelthen ud på at pakke stolen ind i våde klude, som så får lov at sidde et par minutter, hvorefter indtørrede grødrester kan tørres af. Meget ihærdige madrester kan løsnes med en skuresvamp, men ellers så lad kluden sidde på lidt længere.
Jeg brugte 3 klude, som jeg genvædede et par gange, og flyttede rundt på stolen, og så tørrede jeg efter med et tørt viskestykke.
Rygpladen (og bøjlen, og bakkebordet) har jeg med stor succes haft i opvaskemaskinen, hvis det har været virkelig grelt. 
Jeg håber tricket her kan hjælpe andre med svinende børn!
Betrækket der ses på det nederste billede er hjemmesyet, hvis nogen er interesseret i et mønster, så giv lyd :)

Våde klude.

Fodpladen er pakket ind

Fodpladen efter våd-klud-behandling og aftørring.

Den rene stol

Rygplade og betræk.




søndag den 17. juni 2018

Ham gad jeg godt være gift med

Jeg ligger i sengen og kan ikke sove. Det kunne jeg heller ikke i går, jeg ved ikke om det er weekendens skubbede døgnrytme, eller hvad det er, men jeg er træt men vågen.
Jeg har skruet helt ned for lyset på min skærm og ligger helt stille, for ikke at vække Kemifar, som sover ved siden af mig.
Og det er faktisk Kemifar det skal handle om. Jeg så en overskrift på Politiken, "Ham gad jeg godt være gift med", og min første tanke var "og det er jeg også".
Jeg har giftet mig med mit livs kærlighed. Tanken om vores bryllup får mig til at smile, introen til vores sang giver mig sommerfugle i maven, og da jeg så ham holde Møffen på operationsstuen strømmede kærligheden igennem mig.
Han passer på mig når jeg selv glemmer at gøre det, han er en FANTASTISK far og jeg er så heldig at jeg har ham. Nu vil jeg slukke telefonen, og prøve om jeg kan putte mig ind til min mand, uden han vågner.
Godnat derude.

søndag den 13. maj 2018

Når Mors Dag gør ondt

Min mailboks, Facebook og internettet generelt har de sidste par uger bombarderet mig med gode tilbud og konkurrencer i forbindelse med mors dag. Og selvom min egen mor absolut ikke gik op i mors dag, gør det alligevel ekstra ondt i dag at hun ikke er her.
Jeg ved der sidder kvinder for hvem dagen er endnu sværere, kvinder hvis børn ikke længere er her, og jeg priser mig lykkelig over at Møffen er sund og rask og lige nu sover en lur. Men jeg savner min egen mor umådeligt i skrivende stund. Jeg var på kirkegården i dag og gøre hendes sten ren efter sidste regnskyl (da den er så relativt nylagt, skyller regnen jord ind over stenen, som skulle fejes væk). Den blev pæn igen.
Glædelig mors dag derude, hvis dagen er en fest for jer er jeg glad på jeres vegne, hvis dagen er svær så føler jeg med jer.

lørdag den 14. april 2018

Flaskebarn, så nemt som muligt

Der kan være mange grunde til at man får et flaskebarn, og dem vil jeg ikke komme ind på i dette indlæg. Dette indlæg er skrevet til dem der allerede ved de har/får flaskebarn, og gerne vil gøre livet så nemt som muligt i den situation (for det er alt andet lige noget mere besværligt end at kunne hive maden frem fra blusen).

Sutteflasker:
Sutteflaskerne er alfa og omega. De skal vaskes, steriliseres og klargøres, for at baby kan få mad.

Vi har været meget glade for MAM Easy Start Anti-Colic Self Sterilising Bottles. De kan nemlig vaskes i opvaskemaskinen og steriliseres enkeltvis (eller op til 6 ad gangen) i mikrobølgeovn. Vær dog opmærksom på at 260 ml flaskerne er ret høje, og ikke kan steriliseres i alle mikrobølgeovne fordi de ikke kan være derinde (vi endte med at købe en ny mikrobølgeovn som de kunne være i).
De fås også i et vælge af farver, designs og startsæt.

Jeg vil gerne anbefale at man investerer i MANGE sutteflasker. Gerne nok til halvandet døgn, måske to. Vi har haft ca. 12 ad gangen, først 130 og 160 ml, og senere 12 på 260 ml. Så kan man nøjes med at klargøre flasker 1 gang i døgnet i stedet for løbende.

Vores hjemmesystem:
Vaske og sterilisere sutteflasker.
Fylde sutteflaskerne med den rette mængde kogt, afkølet vand (se MME pakken for instruktioner).
Opbevare sutteflaskerne med vand i køleskabet.
Tage en flaske ud af køleskab, lune i mikrobølgeovn (når flaskerne er køleskabskolde kan man prøve sig frem til en tid der virker hver gang), tilsæt MME og giv baby mad.

MME: 
Modermælkserstatning kommer i mange afskygninger. Møffen har altid kunne spise de "almindelige" uden at få maveproblemer, så jeg kan kun udtale mig om disse.

Pulver: 
Vi har brugt pulver derhjemme, og nogle gange på besøg hos bedsteforældre. Pulveret er den billigste løsning, og fungerer fint når man har adgang til at kunne koge vand/opvarme kogt vand.
Vi startede ud med Allumin, og hold op hvor hans bleer begyndte at lugte fælt! Efter den første pakke skiftede vi til NAN (vi havde en intention om at skifte rundt mellem mærkerne, for at han fik smagt forskellige smage, når nu MME er noget mere ensformigt end modermælk).
På NAN pulver blev lugten noget bedre, så der blev vi!
Nu har NAN lanceret en økologisk version af deres PRO, den er desværre noget dyr.
Ellers fås der en økologisk Arla Baby&Me og en Minirisk (set i Fakta), men vi har ikke prøvet disse, da det fungerede godt med NAN.

Færdigblandede brikker:
Hvem der end har fundet på disse burde have en medalje! De er noget dyrere end pulveret, men for convenience er der altså ikke noget der slår dem!
Vi bruger dem når vi er på tur. Møffen får dem ved stuetemperatur og har aldrig haft problemer med maven af den grund, men ellers kan de lægges under dynen i barnevognen, eller i en inderlomme i ens jakke, så bliver de lunet lidt. De er UHT behandlede, så selv hvis de ikke bliver brugt efter at have ligget i barnevogn eller inderlomme, kan de sagtens holde sig.
Vi har varieret mellem Allumin, NAN og Arla brikker, for at han har fået smagt lidt af hvert.

Faktisk var Allumin brik det første MME Møffen fik, før jeg var holdt op med at amme. Vi havde fået rådet at købe en enkelt brik inden fødslen til at have stående, hvis amningen nu pludselig begyndte at drille (og til 7-8 kroner var der ikke nogen katastrofe hvis den ikke blev brugt), og da Møffen var et par uger gammel fordelte Kemifar den brik i to steriliserede sutteflasker (vi havde fået en i en startpakke og købt en brystpumpe hvor der også var en med), og gav mig besked på at sove videre om natten, så stod han op og gav flaske.

Vores udesystem: 
Vi har altid haft sutteflasker og brikker med ud. Da Møffen kunne spise brikkerne ved stuetemperatur, har vi ikke haft de store overvejelser i den forbindelse. Det har været langt lettere end at skulle bekymre os om at kunne varme flasker.


Andet:

Dispenser:
En dispenser er en skøn ting, så kan du afmåle MME pulver til flere flasker samtidig, så behøver du ikke stå kl 2 om natten og prøve at huske hvor mange skefulde pulver der skal i.
Vi har denne dispenser, men der findes mange forskellige.

Storage pots:
Når nu man har afmålt 3 portioner MME pulver i dispenseren, men baby drikker 6-8 flasker i døgnet, så har i været meget glade for disse beholdere. Der er 5 i en pakke, og de passer i størrelsen så afmålt MME kan hældes direkte ned i dispenseren nævnt ovenfor, uden at spilde. Så har vi haft afmålt MME pulver til 8 flasker ad gangen. Senere er de gode at fryse grøntsagsmos og grød ned i. De kan også bruges til opbevaring af modermælk, hvis man malker ud.

Sterilisator:
Vi købte denne til at sterilisere i mikrobølgeovnen, men har faktisk ikke brugt den. Den kunne ikke være i vores lille mikrobølgeovn, og da vi købte en større kunne flaskerne steriliseres direkte.
Hvis jeg ender med at malke ud næste gang, vil den dog helt sikkert komme i brug, for så kan brystpumpen steriliseres i den!
Har man flasker som ikke kan steriliseres direkte i mikrobølgeovn er en sterilisator en god ide.

Flaskevarmer:
Den MAM flaskevarmer vi købte kan ikke længere fås, men jeg vil anbefale hvis man køber en flaskevarmer at man undersøger om de flasker man har passer ned i den! MAM flaskerne er ret brede i bunden, og passer ikke i alle flaskevarmere. MAM har et nyt sæt med sterilisator og flaskevarmer her.
Vi har stort set ikke brugt vores flaskevarmer, det var SÅ meget nemmere bare at bruge brikker når vi ikke havde adgang til en mikrobølgeovn, men hvis man ikke kan bruge de færdigblandede brikker, er en flaskevarmer en god ide at have, så er man kun afhængig af strøm.



Del gerne dine tips til at gøre livet lettere med flaskebørn :)




torsdag den 12. april 2018

Vuggestuestart

Møffen begyndte i vuggestue d. 3. april (På Kemifars 30 års fødselsdag!).
Det har foreløbig været en meget nem opstart, pædagogerne vurderer at han er HELT klar til at starte institution, han er glad og kravler rundt alle vegne (ligesom herhjemme) og sover og spiser uden bøvl (endnu i hvert fald!).

Institutionen virker rigtig god, selv når der virker travlt virker der ikke presset, men mere travlt på grund af aflevering og afhentning af børn. I morgen skal han have sin første "hele" dag, så det bliver spændende hvad han siger til det (så skal han sove to lure i stedet for en!).

Jeg kan mærke at både Møffen og jeg har gavn af at han kommer i institution, jeg har været drænet for overskud siden begyndelsen af marts da min mor døde, så jeg har haft stor glæde af et par børnefri timer om dagen til lige at mærke mig selv. Møffen smiler når jeg kommer for at hente ham, og kravler så grinende væk, rundt om hjørner og ind i andre rum. Jeg tror det er godt for ham at få nogle nye input, for jeg har sgu ikke været den store opfindsomme lege-mor de sidste uger.

Nu begynder jeg arbejde på mandag, så det bliver rigtig spændende!

tirsdag den 27. marts 2018

Den gode fødsel

Hvad er den gode fødsel? Da jeg var gravid var jeg ganske ræd for fødslen (jeg håndterer ikke smerte så godt), og bearbejdede den angst hos en psykolog. Det fungerede rigtig godt for mig, og jeg endte med om ikke at glæde mig til fødslen, så at være spændt på den, jeg havde tiltro til at min krop kunne finde ud af at føde, og hvis jeg lyttede til min krop skulle det nok lykkes. Jeg endte med veer i 46 timer og akut kejsersnit, fordi Møffen stod skævt i mit bækken og ikke kunne skubbe sig selv langt nok ned til at komme ud.
Jeg læser mange beskrivelser af kejsersnit, hvor kvinden der har fået kejsersnit oplever skuffelse over ikke at have født vaginalt, føler sig snydt for oplevelsen og i det hele taget føler at kejsersnittet var et nederlag.
Disse kvinders følelser er fuldstændigt valide, og skal tages meget seriøst. Her må sundhedsplejersker, jordmødre, sygeplejersker, familiemedlemmer og evt. psykologer på banen, for at støtte den nybagte mor.
Men jeg kan ikke lade være med at overveje om man kunne forebygge nederlagsfølelsen hos nogle af disse kvinder? Jeg blev spurgt under min graviditet (jeg husker ikke af hvem) hvad succeskriteriet var for min fødsel, og jeg svarede i ramme alvor "at han kommer ud", hvilket jeg øjeblikkelig rettede til "at han kommer ud og er sund og rask - og at jeg selv ikke tager for meget skade".
Succeskriteriet for min fødsel var virkelig at ungen skulle ud af mig og vi begge to overlevede. Det var min førsteprioritet, og den eneste der virkelig betød noget. Derudover håbede jeg på at det ikke ville tage for lang tid, i omegnen af tolv timer tænkte jeg ville være godt (hahahahahaha), at det ikke ville gøre for ondt (hahahahahaha) og at jeg ikke ville briste eller skulle klippes (det gik faktisk i opfyldelse, eftersom han ikke kom ud den vej).
Så da jeg morgenen efter kejsersnittet blev spurgt af en sygeplejerske (eller læge? det er lidt blurry) hvordan jeg havde det, når nu det var endt i akut kejsersnit, var svaret at jeg havde det fint og jeg nok gerne ville have planlagt kejsersnit med den næste (her blev der grinet lidt af at jeg allerede tænkte på den næste, men det gjorde jeg - dog først om nogle år!)

Jeg tror "ønskesedler" til fødsler kan være med til at skabe skuffelse når de ikke kan opfyldes, ønsker om hjemmefødsel, fødsel i vand, sansestuer, ingen smertelindring og ingen kejsersnit er fine nok, men når det bliver problematisk at de ting ikke kan opfyldes af den ene eller den anden grund, er det rigtig ærgerligt. En fødsel er en dybt traumatisk oplevelse, uanset hvor glat den forløber, og derfor finder jeg det problematisk når vi forherliger visse elementer. Hvorfor er en fødsel uden epidural mere værd, end en fødsel med epidural? Hvorfor skal kvinder kritiseres for at ønske at føde på et hospital, fremfor derhjemme? Hvorfor mødes kvinder der har fået kejsersnit med holdningen at de ikke har født "rigtigt"?

Hvorfor kan vi ikke acceptere at alle fødsler er forskellige, og at det ene valg eller omstændighed ikke er kategorisk bedre end det andet? Kejsersnit er det rigtige valg for nogle kvinder (akut eller planlagt, medicinsk betinget eller ej), nogle kvinder er tryggest derhjemme, andre på et hospital, og nogle kvinder har stor glæde at smertelindring. Jeg håber at vi snart holder op med at dømme andre for de valg og omstændigheder de har i forhold til deres fødsler. I bund og grund ønsker vi jo alle det samme, at vores børn kommer til verden sunde og raske, og at vi selv overlever også.

Jeg tror den gode fødsel er den hvor kvinden føler sig tryg. Jeg følte mig ikke utryg på et eneste tidspunkt under min fødsel, og det tror jeg betød alverden.


mandag den 5. marts 2018

Hvornår fortæller man at man er gravid?

Lad mig starte indlægget med at understrege at jeg ikke er gravid. Jeg sad bare og tænkte tilbage på min graviditet, og på hvordan og hvornår vi fortalte om graviditeten.

Den første samtale hos lægen sluttede med at hun anbefalede os ikke at fortælle det til for mange endnu, fordi der er så mange graviditeter der går til grunde så tidligt i forløbet, at det kan være meget hårdt hvis man skal fortælle alle at man alligevel ikke skulle have en baby.

Jeg var meget plaget af kvalme i min graviditet, fra en uge efter jeg testede positiv, og det besværliggjorde at holde graviditeten skjult. Min søster holdt kandidatfest en uges tid efter jeg testede positiv, og selvom kvalmen først slog igennem dagen efter, så var jeg bare SÅ træt den aften.

Vi fortalte det til vores forældre og min søster weekenden efter første lægebesøg. Min far blev lokket ud i huset (med grunden at han skulle hjælpe med at hænge ting op) og min mor fik et telefonopkald, idet hun var i Sierra Leone på arbejde. Jeg ville faktisk gerne have ventet nogle uger mere, og have fortalt min mor det ansigt til ansigt (jeg havde sådan en ide om at købe de der mormor og morfar krus, pakke dem ind og give dem til mine forældre eller at fortælle hende det i lufthavnen når hun kom hjem), men jeg var så dårlig at jeg havde brug for at kunne snakke med mine forældre om det. Kemifars forældre fik et frokostbesøg med nyhedsoverrækkelsen.

Arbejdet var en anden sag, her gættede en af mine gode kollegaer det fordi jeg var så dårlig (ikke som i "Du er gravid!", men som i "Jeg synes lidt du skal tage en graviditetstest, for symptomerne lyder altså lidt sådan", hvorefter jeg brød grædende sammen - hun var til gengæld en stor hjælp i forhold til at skjule det. Min teamleder fik det af vide et par dage efter, fordi jeg var så dårlig at jeg flere gange var nødt til at blive hjemme. Mit team var i forvejen "orlovsramt", så der var rigtig mange kommentarer om hvem der mon blev gravid næste gang og at vi andre endelig ikke måtte blive gravide (fra de lidt ældre kollegaer, aldrig fra ledelsen) fordi det ville være en hård belastning for teamet. Det var ikke en sjov periode, her var min betroede kollega en stor hjælp til at gå ind og styre samtalen i andre retninger, eller foreslå sig selv som næste graviditetsmulighed. Jeg gik med seabands for at tage toppen af kvalmen (jeg er ikke sikker på hvor meget de virkede), og når folk lagde mærke til det sagde jeg at jeg havde fået en infektion på balancenerven som gjorde mig svimmel og gav mig kvalme.

Det er interessant hvor "udsat" man er for nysgerrighed i forhold til graviditet når man er kvinde "i den fødedygtige alder" og hvor mange (nok velmenende) bemærkninger man får med på vejen. Bemærkninger om hvornår man skal have børn, skal det ikke være snart, er man mon allerede gravid? En kollega fortalte mig at hun holdt op med at drikke alkohol når de besøgte hendes svigerforældre, for ikke at afsløre sig selv når hun en dag blev gravid. En af mine veninder kommenterede engang at det var upraktisk at jeg ikke drak alkohol, for hvordan skulle man så kunne gætte om jeg var gravid.
Jeg har også altid tænkt at kommentarerne omkring "om man ikke snart skal have en lille en" var enormt ufølsomme, tænk hvis man ikke kan blive gravid? Tænk hvis man har en række spontane aborter bag sig? Eller hvis man bare ikke vil have børn, og ikke gider skulle forsvare det synspunkt hele tiden?

Jeg tror min holdning til spørgsmålet "Hvornår fortæller man at man er gravid?" er når man selv har lyst. Jeg vil dog anbefale at man som par bliver enige på forhånd! Jeg mener så også at alle skal blande sig HELT uden om andre menneskers "graviditetstilstand", undgå bemærkninger om hvorvidt folk ikke snart skal være gravide eller i den anden grøft at folk ikke må blive gravide. Hvis nogen siger nej til alkohol, så lad være med at spørge dem om de er gravide, bare tilbyd dem en sodavand eller danskvand i stedet.
Hvis en veninde klager over ømme bryster, træthed og kvalme, så synes jeg ikke det er et problem at foreslå hende at tage en graviditetstest - men lad være med at spørge ind til resultatet!

fredag den 2. marts 2018

Trøstedyret Bodil

I forbindelse med et besøg hos min mor på hospice, kom en af sygeplejerskerne hen til Møffen og mig med en stor plastikkasse med tøjdyr i. Vi fik af vide at børn måtte vælge et når de var på besøg på hospice. Møffen var væsentligt mere interesseret i at se på sygeplejersken end at forholde sig til kassen, så jeg valgte for ham. Jeg faldt for farverne på en orm, og efter lidt snak med min søster blev vi enige om at den skulle hedde Bodil, efter sygeplejersken der gav Møffen den.


Bodil er et trøstedyr, som bliver givet til børn der har familie på hospice. Jeg er utrolig rørt over at der sidder frivillige rundt omkring i landet og hækler fine trøstedyr til børn der står over for at skulle miste et familiemedlem (og også de der hækler sprutter til neonatalafdelingerne). Møffen er så lille at han ikke kommer til at forstå at han mister sin mormor, men jeg håber at Bodil vil kunne give ham en forbindelse til sin mormor når han bliver ældre. 





Hvis man kan lide at hækle tøjdyr, men ikke rigtig har nogen at hækle til (eller dem man hækler til er ved at drukne i hjemmehæklerier) vil jeg opfordre til at man donerer trøstedyr til formålet.


lørdag den 27. januar 2018

Sammenklappelig kravlegård

Jeg berørte min mors sygdom i sidste indlæg, i dag vil jeg tale lidt om de mere praktiske udfordringer ved at min mor er syg, når nu Møffen har den størrelse han har.
Møffen er 8 måneder på onsdag, og de tider hvor man kunne lægge ham på et tæppe og regne med at han blev liggende føles som et fjernt minde. Han maver sig rundt og piller ved ALTING, og eftersom mine forældres stue ikke ligefrem var børnesikret i forvejen og nu har en tilføjelse i form af enorme mængder plejeudstyr og medicin, tør jeg ikke lade ham kravle rundt på gulvet i nogen større udstrækning. Samtidig bliver han vildt utålmodig når han bare sidder hos os, og VIL ned og kravle.
Det er så her en sammenklappelig kravlegård kommer ind i billedet. Vi har købt en Summer Infant Pop 'N Play Playpen, fra amazon. Den kan slås sammen til på størrelse med et lille telt og kommer med en transportpose. Foreløbig er vi vældig glade for den og bruger den også herhjemme, f.eks. i arbejdsværelset og syværelset (og på længere sigt sikkert også i køkkenet) hvor vores almindelige kravlegård ikke kan flyttes hen (med mindre vi skiller den ad). Vi lægger en juniordyne i bunden (bunden er et tyndt nylonlag), så den ikke er helt så hård at sidde i, og så sidder han ellers og siger dadada og leger med det legetøj vi lægger ned i den.

Den er genial at have med rundt til besøg hos folk der ikke har børnesikrede hjem, til sommer kan den tages ud på græsplænen og bruges herhjemme. Hvis man ikke har plads i sit hjem til en permanent kravlegård, er denne her en fin løsning der kan klappes sammen og stilles væk når barnet sover. Den er også rigtig fin til bedsteforældre der gerne vil kunne sætte barnebarnet fra sig og gå på toilettet hvis de er alene med dem.

fredag den 19. januar 2018

Når det er hårdt

Da Møffen var 4 dage gammel blev min mor indlagt på hospitalet. En uge efter var hun hjemme igen, med en kræftdiagnose, og efter ca 2 måneder med behandling og undersøgelser fik vi beskeden at der ikke var noget at gøre og det var et spørgsmål om tid.
Det føltes grænseløst urimeligt at den tid der skulle være den lykkeligste i vores liv, vores lille boble af baby-lykke skulle smadres på den måde og jeg fældede mange tårer over angsten for at miste min mor og af raseri mod et ukendt mål over at det skulle ramme lige når jeg selv var blevet mor. Jeg hulkede derhjemme, jeg hulkede på hospitalet da jeg blev undersøgt igen (til lægen og sygeplejersken der undersøgte mig), da jeg skulle opereres igen (til anæstesisygeplejersken der holdt mig i hånden under operationen), hos egen læge da Møffen skulle til 5 ugers undersøgelse, når ammesmerterne satte ind og hos min psykolog. Samtidig var jeg jublende lykkelig over min lille baby. At man kan være så lykkelig og så ulykkelig på samme tid undrer mig stadig, nu hvor hverdagen er sat ind.

Min mor er stadig meget, meget syg. Mit hjerte ryger op i halsen når telefonen ringer og det er min søster eller min fars navn på skærmen. Det er så utroligt svært at være ny mor når ens familie er så presset, når dem man havde regnet med skulle være der til at støtte en i forældreskabet ikke kan være der. Når man er nødt til at sige nej, fordi det er bedst for baby. Når man har permanent dårlig samvittighed over ikke at gøre mere. Når man ser sin familie strække sig til det yderste, og man selv må stå på sidelinjen fordi baby har brug for en. Når man mangler sin egen mor.

Indlægget her blev lidt rodet, men sådan ser min verden ud lige nu. For at citere min veninde "ens mor må ikke blive syg, når man selv lige er blevet mor". Det burde være en lov.

💓

mandag den 1. januar 2018

Hvad du ikke vidste om at være gravid

Godt nytår og velkommen til 2018!
Vi fejrede aftenen på matriklen, med en flok kemi-venner, herunder en gravid kemi-veninde og en anden kemi-venindes 2-årige.
Møffen klarede aftenen fint, men Missen syntes bestemt ikke fyrværkeriet var sjovt, og tilbragte det meste af aftenen under kravlegården.
Jeg kom tidligere i dag til at tænke tilbage til min graviditet (Møffen blev 7 måneder i går), og hvor meget jeg ikke kunne fordrage at være gravid. Jeg elskede opmærksomheden man får som gravid og jeg elskede idéen om at være gravid, men jeg havde det faktisk rigtig dårligt det meste af tiden. Jeg tænkte undervejs på at skrive en liste over de ting der i en eller anden udstrækning kom bag på mig mens jeg var gravid, og den kommer her:

- Større bryster
Jeg vidste godt at man får større bryster under graviditeten. Hvad jeg ikke vidste er hvor pisseirriterende større bryster er! De var ømme, jeg kunne ikke ligge ordentligt uden de var i vejen og jeg blev ved med at støde tind ind i dem, fordi jeg ikke var vant til dem. Hvis jeg kunne sende en besked tilbage til 16-årige mig, ville det ikke være "det skal nok gå" eller "ham der din småirriterende ven (Kemifar), ham skal du holde fast i", men derimod "du ender aldrig på mere end en lille A-skål - og det er helt i orden!".
Jeg vænnede mig dog til dem efterhånden.

- Kvalme
Morgenkvalme har vi alle sammen hørt om og også at det som regel går væk efter første trimester. Jeg havde heldagskvalme fra 1. oktober til midten af februar, og derefter bare lidt kvalme jævnligt... puha.

- Næseblod
Den øgede blodcirkulation i kroppen (og den øgede mængde blod) giver forhøjet risiko for næseblod. Og blødende tandkød.

- Presset blære.
Jeg vidste godt at man skal tisse ofte som gravid. Men det kom alligevel bag på mig HVOR ofte jeg skulle forbi toilettet. I det mindste var mine kollegaer godt underholdt af det.

- Parasit
Du vokser et levende væsen inde i din krop. Hvis du nogle gange synes det er en lille smule freaky, så er du ikke alene! For mig handlede det meget om at prøve at lade være med at tænke på det, og så forsøge at behandle det med humor. Nøj hvor fik jeg mange forargede blikke når jeg omtalte ham som min (tidsbegrænsede) parasit.

- Træthed
Sååå træt. Jeg har aldrig i mit liv været så træt. Og så kan man se frem til at der kommer en lille baby og ødelægger ens nattesøvn.

- Graviditet er ikke en sygdom
Det læser og hører man mange steder, og det er jo også rigtigt nok. Men jeg havde det nu som om jeg havde en snært af forkølelse under hele min graviditet (nogle gange mere end en snært!). Jeg følte mig simpelthen syg.

- Man kan få hæmorider EFTER fødslen!
Det syntes jeg altså var rigtig tarveligt, en uge efter!

- Laaangt ned til gulvet
og til dine sko. Gå efter noget uden snørebånd!


Listen bliver muligvis udvidet efterhånden som jeg kommer i tanke om mere, men den illustrerer meget godt at jeg ikke nød min graviditet synderligt. Jeg elsker Møffen over alt på jorden, men fuck hvor jeg ikke elskede at være gravid. Og det er helt normalt og helt okay!